Efter tre måneders udstillings- og undervisningsperiode på Den Frie, hvor Bananskolen er blevet udsat for varierende former for beskyldninger, mistænkeliggørelse, massiv institutionel ignorance og senest en voldsom anklage om at være utryghedsskabende for kunsthallens ansatte, ser vi nu ingen anden udvej end at strejke og undervise andre steder. For en god ordens skyld ridser vi forløbet op herunder:  Den Frie inviterer Bananskolen/Goodiepal til at udstille i kælderen. Således rykker store dele af SMK-udstillingen Unboxing the Goodiepal Collection videre til Den Frie, og planen er desuden at afholde Bananskole i udstillingsrummet. Det vil med andre ord sige, at Den Frie modtager fire måneders gratis eventprogram - gratis for institutionen, gratis for de deltagende, ubetalt for underviserne. Bananskolens grundprincip er gratis skole til alle, så i den forstand er alt som det skal være. Så langt, så godt.  Bananskolen får stillet et lille budget til rådighed, skyder selv penge i produktionen af udstillingen, og begge dele er sådan set fint, men herfra begynder ting at gå skævt. Vi installerer selv vores udstilling (hvilket er uhørt i institutionel sammenhæng), og noget af den første kontakt vi har med Den Fries leder, Dina Vester Feilberg, er en reprimande for at spise og drikke i kunsthallens café uden at betale for det - vel at mærke under vores ubetalte installeringsarbejde. Til sammenligning bespiste kunsthallen samtlige kunstnere og (betalte) ansatte under installeringsforløbet på En Anden Surrealisme.  Bananskolen åbner den 18. juni, Dina Vester Feilberg og udstillingens kurator Iben Bach Elmström har valgt at være på Bornholm til Folkemøde med nogle rigtige kunstnere i den pågældende weekend, så åbningen foregår uden nogen form for opmærksomhed eller støtte fra institutionen. Okay okay, vi får lov til få en kage og lave noget te til vores åbning, men vi skal vide, at der under ingen omstændighed er budget til noget nævneværdigt åbningsarrangement og da slet ikke en middag (som Den Frie ellers arrangerer en del af). Til sammenligning er der dekadent baroktemamiddag med mad og vin i overflod cirka en uges tid efter da Jules Fishers performanceværk åbner. Og ikke et ondt ord om Jules Fisher eller deres værk - vi klarer os naturligvis uden middag.  Udstillingen er åben og Bananskolen er i gang. Det vil sige gratis skole, koncerter, performances etc etc etc, fem dage om ugen. Med denne, efter vores bedste overbevisning, temmelig generøse gestus, følger beskyldningerne om, at vi serverer kaffe fra caféen til vores (ubetalte) undervisere, og at vi chikanerer caféens gæster. Der er, med al respekt, utrolig få gæster i Den Fries café, og vi har gode erfaringer med at invitere dem, som kommer forbi med i Bananskolen. Alt dette kan Dina naturligvis ikke vide, for hun viser sig aldrig i udstillingen, deltager aldrig i Bananskolens arrangementer. Et liv som kunsthalsdirektør er forståeligt nok travlt og presset, men det er utvivlsomt kutyme, at en institutions ledelse som minimum hilser på de mennesker, der udstiller i huset. Som minimum ser udstillingen, bare en enkelt gang. Som minimum prøver at forholde sig bare en anelse til det, der bliver vist. Intet af dette er sket - og så er det selvfølgelig nemt at sidde på sit kontor i den anden ende af huset, og ikke vide, at det rent faktisk ikke chikanerer nogen, når Bananskolens elever eksempelvis sidder ved caféens borde og tegner og klipper. 

I løbet af en ellers rolig sommer i kælderen lykkes det Den Frie (dvs. Dina) at fortsætte beskyldninger mod og mistænkeliggørelse af Bananskolen. Blandt andet har vi ifølge Dina ikke ‘respekt for de andre kunstnere’. Dette hentyder formodentlig til, at vi skulle have skruet ned for Jules Fishers - vores naboudstillings - lydside, noget vi kun har set cafépersonalet gøre. I øvrigt interessant at en institutionsleder, der på nuværende tidspunkt stadig stort set ikke har sat sine ben i vores udstilling, vælger at gøre sig klog på, hvad ‘respekt for andre kunstnere’ betyder - men det er en anden snak. Undervisere og elever på Bananskolen er desuden ved flere lejligheder blevet nægtet adgang til Den Fries øvrige udstillinger, hvis de ikke betaler for en billet. Et krav Den Frie selvfølgelig er i deres ret til at stille, men i lyset af institutionens påkaldelse for ‘respekt for andre kunstnere’ - og ikke mindst det faktum, at alt hvad der udgår fra Bananskolen som sagt er gratis - er det en interessant form for smålighed at udøve.  Mistænkeliggørelsen når en foreløbig kulmination i slutningen af august, da Dina - under ret omfattende drama - beskylder Goodiepal (en af Bananskolens undervisere og grundlæggere) for at have stjålet en kogebog, som Den Frie skal bruge til at tilberede den stort anlagte kunstnermiddag, der markerer fejringen af En Anden Surrealisme (forskelsbehandlingen behøver vi næppe understrege yderligere, og vi er selvfølgelig helt med på at forskellige udstillinger har forskellige budgetter, forskellig vigtighed, mere eller mindre store, anerkendte kunstnere at please osv). Tyverianklagen føres frem som var det en slags kunsttyveri (der er tale om en Taschen-udgivelse af Dali-opskrifter), og Dina vælger at fortsætte beskyldningerne (også til udenforstående personer omkring Bananskolen), selv efter Goodiepal har forklaret, at bogen står på Den Frie, hvor han fandt den og læste i den.  Beskyldninger om tyveri er grove - i disse tider, hvor Den Frie gør sig meget i jurasprog ang. inhabilitetsanklager, vil det være nærliggende at sige, at sådanne beskyldninger rent faktisk er injurierende - ligesom det unægteligt er grænseoverskridende at kontakte flere af Bananskolens venner og bekendte, med samme beskyldninger om, at Goodiepal skulle have stjålet. Goodiepals forklaring af hændelsesforløbet og hans beskrivelse af hvor bogen står overhøres, men da personalet møder ind næste morgen, befinder bogen sig naturligvis, der hvor Goodiepal har sagt den er. Krisen er afblæst, den surrealistiske middag tilberedes og afholdes, men hverken Bananskolen eller Goodiepal modtager skyggen af undskyldning for beskyldningerne og dramaet. Ingen tager ansvar for situationen, en ‘det var ikke mig’-mentalitet præger de ansatte, det lykkes Bananskolen at få i tale omkring situationen, og denne ‘det var ikke mig’-bevægelse, ender naturligvis hos Dina, lederen, hvor kommunikationen så stopper, da Dina, heller ikke i denne situation, føler sig forpligtet til på nogen måde at tage hånd om situationen. Selvsamme leder, der i adskillige avisartikler og Facebook-opslag har været hurtig til at ’stå på mål’ for det ene og det andet vedrørende de udstillinger hun står bag og de kunstnere hun inviterer indenfor, er altså besynderligt nok færdig med at stå på mål - ikke engang for sin egen fejlagtige tyverianklage. Mere hårdnakket ledelsesmæssig ignorering af en følsom konfliktsituation skal man lede længe efter - og selvom ledelsesstrategi og arbejdsmarkedstrivsel ikke er Bananskolens spidskompetence, virker det som et tilfælde, der er uhørt og under al kritik.  Goodiepal tager herefter en pause fra Bananskolen, og da han er tilbage første gang efter konflikten (lørdag den 17. september), kommer Dina tilfældigvis ned i udstillingsrummet (om dette tilfælde og førstegangsbesøg skulle hænge sammen med at en af selveste Jesper Justs ansatte har lagt vejen forbi netop denne dag, kan vi kun spekulere i). Stadig frustreret og ked af det over den repektløse behandling og tyverianklage, beder Goodiepal Dina forlade om at forlade udstillingen, så længe han ikke har fået en undskyldning fra hendes/institutionens side. Hun slår det hen, og situationen eskalerer til et punkt, hvor Dina anklager Goodiepal for at lægge hånd på hende (efter at være gået ind i hans fremstrakte finger, der peger på den dør han beder hende gå ud af, så længe han/Bananskolen ikke har fået en undskyldning). Da det står klart, at Dina ikke har tænkt sig at følge hans henstilling, rykker Bananskolen i stedet ud af rummet og fortsætter dagens program uden for Den Frie.  Den 21. september modtager Bananskolen derpå en mail, dødsstødet om man vil, fra Dina, hvor hun anklager Bananskolen/Goodiepal for at være grundlæggende utryghedsskabende. Hun beskriver, hvordan ‘flere ansatte er utrygge ved at komme på arbejde’, men vil ikke svare på hvilke. De eneste ansatte Bananskolen har jævnlig kontakt med er i sagens natur cafépersonalet, eftersom hverken ledelsen eller det kuratoriske personale viser interesse for vores arbejde, men hvis vi kan skabe utryghed helt op på de ledelses- og kuratorgange, som vi helt og holdent ignoreres af, er det virkelig et mysterium. Er der derimod tale om cafépersonale, der føler sig utrygge eller tromlede af udstillingens aktiviteter, er det selvfølgelig noget vi vil tage højde for og rette ind efter - ingen skal føle sig dårligt tilpas i Bananskolens rammer.  Konsekvensen af alt dette bliver dog desværre, at Bananskolen må gå i strejke - fem uger før tid. Vi kan naturligvis ikke udføre vores aktiviteter i et rum, hvor folk er utrygge - slet ikke, når vi ikke må få at vide, hvem denne utryghed opleves af. Inden Bananskolen forsvinder helt er det dog magtpåliggende for os at understrege, at vi aldrig tidligere har oplevet samme niveau af respektløs behandling fra en institutions side. Vi har fundet os i rigtig meget mistænkeliggørelse og rigtig mange beskyldninger - fra kaffetyveri til kunsttyveri - men at institutionens og ledelsens komplette mangel på respekt og interesse for vores arbejde nu vendes til, at det er os, der er utryghedsskabende og chikanerende, ja, det er virkelig dråben.  Da Dina stilles i udsigt, at Bananskolen muligvis lukker (fem uger før tid!), bliver hendes e-mail- tone straks samarbejdsvillig, vi bliver omgående tilbudt assistance til at pille udstillingen ned - en assistance vi næppe behøver at gentage, at vi ikke fik til at installere udstillingen. Dinas entusiasme for at få Bananskolen ud af huset uden bare et tilnærmelsesvist forsøg på at løse konflikten, er den tydeligste understregning af hendes grundlæggende uvilje mod os - det er i sig selv sårende og personligt fornærmende, men det er frem for alt et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner. Efter et næsten ubegribeligt niveau af ignorance fra en leder til sit eget udstillingsprogram gennem udstillingens første tre måneder, sender selvsamme leder en ubehagelig og anklagende mail, der (in)direkte presser os ud af Den Frie. Vi har aldrig oplevet - og kan faktisk ikke forestille os - en kunstnerisk leder, der svigter alle dele af sit ansvar mere end Dina Vester Feilberg. Så meget som vi ønsker kommende kunstnere og udstillinger på Den Frie held og lykke, håber vi, at dette forløb får konsekvenser - frem for alt på et personligt plan, så Dina fremover i sin kunstkarriere bliver lidt bedre til at praktisere den grundlæggende livslærings det er at alle - *kunstnere* og mennesker alike - skal behandles med respekt, ligegyldig om de hedder Ryan Trecartin eller Isa Genzken eller Rosemarie Trockel eller et-navn-du-aldrig- kommer-til-at-huske-fordi-det-bare-er-en-ung-ikke-akademi-uddannet-person-du-ikke-kender- fra-e-flux. 

Bananskolen er selvfølgelig kede af, at det, der startede som en dejlig invitation og et spændende projekt, skal slutte sådan her, men efter denne skitsering af forløbet (der i øvrigt udelader adskillige små, passivaggressive, mistroiske bemærkninger og mere grundige beskrivelser af den daglige ligegyldighed vores udstilling og program er blevet mødt med fra institutionens side), håber vi ikke der er nogen tvivl om, hvorfor vi har valgt at træffe beslutningen. Og at det i allerhøjeste grad er Den Frie, i særdeleshed Dina Vester Feilberg, og ikke Bananskolen, der er ansvarlig for at situationen er eskaleret på den måde, den er.  Tak for nogle dejlige måneder til alle de virkelig dygtige og venlige og generøse mennesker, der har bidraget til og deltaget i Bananskolen. 
Tak til Peter og Søren.
Vi går i strejke, men stiller til sidst spørgsmålet: hvorfor overhoved invitere os in the first place?

Hilsen Bananskolen