Efter tre måneders udstillings- og undervisningsperiode på Den Frie, hvor Bananskolen er blevet
udsat for varierende former for beskyldninger, mistænkeliggørelse, massiv institutionel
ignorance og senest en voldsom anklage om at være utryghedsskabende for kunsthallens ansatte,
ser vi nu ingen anden udvej end at strejke og undervise andre steder.
For en god ordens skyld ridser vi forløbet op herunder:
Den Frie inviterer Bananskolen/Goodiepal til at udstille i kælderen. Således rykker store dele af
SMK-udstillingen Unboxing the Goodiepal Collection videre til Den Frie, og planen er desuden
at afholde Bananskole i udstillingsrummet. Det vil med andre ord sige, at Den Frie modtager fire
måneders gratis eventprogram - gratis for institutionen, gratis for de deltagende, ubetalt for
underviserne. Bananskolens grundprincip er gratis skole til alle, så i den forstand er alt som det
skal være. Så langt, så godt.
Bananskolen får stillet et lille budget til rådighed, skyder selv penge i produktionen af
udstillingen, og begge dele er sådan set fint, men herfra begynder ting at gå skævt. Vi installerer
selv vores udstilling (hvilket er uhørt i institutionel sammenhæng), og noget af den første kontakt
vi har med Den Fries leder, Dina Vester Feilberg, er en reprimande for at spise og drikke i
kunsthallens café uden at betale for det - vel at mærke under vores ubetalte installeringsarbejde.
Til sammenligning bespiste kunsthallen samtlige kunstnere og (betalte) ansatte under
installeringsforløbet på En Anden Surrealisme.
Bananskolen åbner den 18. juni, Dina Vester Feilberg og udstillingens kurator Iben Bach
Elmström har valgt at være på Bornholm til Folkemøde med nogle rigtige kunstnere i den
pågældende weekend, så åbningen foregår uden nogen form for opmærksomhed eller støtte fra
institutionen. Okay okay, vi får lov til få en kage og lave noget te til vores åbning, men vi skal
vide, at der under ingen omstændighed er budget til noget nævneværdigt åbningsarrangement og
da slet ikke en middag (som Den Frie ellers arrangerer en del af). Til sammenligning er der
dekadent baroktemamiddag med mad og vin i overflod cirka en uges tid efter da Jules Fishers
performanceværk åbner. Og ikke et ondt ord om Jules Fisher eller deres værk - vi klarer os
naturligvis uden middag.
Udstillingen er åben og Bananskolen er i gang. Det vil sige gratis skole, koncerter, performances
etc etc etc, fem dage om ugen. Med denne, efter vores bedste overbevisning, temmelig generøse
gestus, følger beskyldningerne om, at vi serverer kaffe fra caféen til vores (ubetalte) undervisere,
og at vi chikanerer caféens gæster. Der er, med al respekt, utrolig få gæster i Den Fries café, og
vi har gode erfaringer med at invitere dem, som kommer forbi med i Bananskolen. Alt dette kan
Dina naturligvis ikke vide, for hun viser sig aldrig i udstillingen, deltager aldrig i Bananskolens
arrangementer. Et liv som kunsthalsdirektør er forståeligt nok travlt og presset, men det er
utvivlsomt kutyme, at en institutions ledelse som minimum hilser på de mennesker, der udstiller i
huset. Som minimum ser udstillingen, bare en enkelt gang. Som minimum prøver at forholde sig
bare en anelse til det, der bliver vist. Intet af dette er sket - og så er det selvfølgelig nemt at sidde
på sit kontor i den anden ende af huset, og ikke vide, at det rent faktisk ikke chikanerer nogen,
når Bananskolens elever eksempelvis sidder ved caféens borde og tegner og klipper.
I løbet af en ellers rolig sommer i kælderen lykkes det Den Frie (dvs. Dina) at fortsætte
beskyldninger mod og mistænkeliggørelse af Bananskolen. Blandt andet har vi ifølge Dina ikke
‘respekt for de andre kunstnere’. Dette hentyder formodentlig til, at vi skulle have skruet ned for
Jules Fishers - vores naboudstillings - lydside, noget vi kun har set cafépersonalet gøre. I øvrigt
interessant at en institutionsleder, der på nuværende tidspunkt stadig stort set ikke har sat sine
ben i vores udstilling, vælger at gøre sig klog på, hvad ‘respekt for andre kunstnere’ betyder -
men det er en anden snak. Undervisere og elever på Bananskolen er desuden ved flere lejligheder
blevet nægtet adgang til Den Fries øvrige udstillinger, hvis de ikke betaler for en billet. Et krav
Den Frie selvfølgelig er i deres ret til at stille, men i lyset af institutionens påkaldelse for ‘respekt
for andre kunstnere’ - og ikke mindst det faktum, at alt hvad der udgår fra Bananskolen som sagt
er gratis - er det en interessant form for smålighed at udøve.
Mistænkeliggørelsen når en foreløbig kulmination i slutningen af august, da Dina - under ret
omfattende drama - beskylder Goodiepal (en af Bananskolens undervisere og grundlæggere) for
at have stjålet en kogebog, som Den Frie skal bruge til at tilberede den stort anlagte
kunstnermiddag, der markerer fejringen af En Anden Surrealisme (forskelsbehandlingen behøver
vi næppe understrege yderligere, og vi er selvfølgelig helt med på at forskellige udstillinger har
forskellige budgetter, forskellig vigtighed, mere eller mindre store, anerkendte kunstnere at
please osv). Tyverianklagen føres frem som var det en slags kunsttyveri (der er tale om en
Taschen-udgivelse af Dali-opskrifter), og Dina vælger at fortsætte beskyldningerne (også til
udenforstående personer omkring Bananskolen), selv efter Goodiepal har forklaret, at bogen står
på Den Frie, hvor han fandt den og læste i den.
Beskyldninger om tyveri er grove - i disse tider, hvor Den Frie gør sig meget i jurasprog ang.
inhabilitetsanklager, vil det være nærliggende at sige, at sådanne beskyldninger rent faktisk er
injurierende - ligesom det unægteligt er grænseoverskridende at kontakte flere af Bananskolens
venner og bekendte, med samme beskyldninger om, at Goodiepal skulle have stjålet. Goodiepals
forklaring af hændelsesforløbet og hans beskrivelse af hvor bogen står overhøres, men da
personalet møder ind næste morgen, befinder bogen sig naturligvis, der hvor Goodiepal har sagt
den er. Krisen er afblæst, den surrealistiske middag tilberedes og afholdes, men hverken
Bananskolen eller Goodiepal modtager skyggen af undskyldning for beskyldningerne og
dramaet. Ingen tager ansvar for situationen, en ‘det var ikke mig’-mentalitet præger de ansatte,
det lykkes Bananskolen at få i tale omkring situationen, og denne ‘det var ikke mig’-bevægelse,
ender naturligvis hos Dina, lederen, hvor kommunikationen så stopper, da Dina, heller ikke i
denne situation, føler sig forpligtet til på nogen måde at tage hånd om situationen. Selvsamme
leder, der i adskillige avisartikler og Facebook-opslag har været hurtig til at ’stå på mål’ for det
ene og det andet vedrørende de udstillinger hun står bag og de kunstnere hun inviterer indenfor,
er altså besynderligt nok færdig med at stå på mål - ikke engang for sin egen fejlagtige
tyverianklage. Mere hårdnakket ledelsesmæssig ignorering af en følsom konfliktsituation skal
man lede længe efter - og selvom ledelsesstrategi og arbejdsmarkedstrivsel ikke er Bananskolens
spidskompetence, virker det som et tilfælde, der er uhørt og under al kritik.
Goodiepal tager herefter en pause fra Bananskolen, og da han er tilbage første gang efter
konflikten (lørdag den 17. september), kommer Dina tilfældigvis ned i udstillingsrummet (om
dette tilfælde og førstegangsbesøg skulle hænge sammen med at en af selveste Jesper Justs
ansatte har lagt vejen forbi netop denne dag, kan vi kun spekulere i). Stadig frustreret og ked af
det over den repektløse behandling og tyverianklage, beder Goodiepal Dina forlade om at forlade
udstillingen, så længe han ikke har fået en undskyldning fra hendes/institutionens side. Hun slår
det hen, og situationen eskalerer til et punkt, hvor Dina anklager Goodiepal for at lægge hånd på
hende (efter at være gået ind i hans fremstrakte finger, der peger på den dør han beder hende gå
ud af, så længe han/Bananskolen ikke har fået en undskyldning). Da det står klart, at Dina ikke
har tænkt sig at følge hans henstilling, rykker Bananskolen i stedet ud af rummet og fortsætter
dagens program uden for Den Frie.
Den 21. september modtager Bananskolen derpå en mail, dødsstødet om man vil, fra Dina, hvor
hun anklager Bananskolen/Goodiepal for at være grundlæggende utryghedsskabende. Hun
beskriver, hvordan ‘flere ansatte er utrygge ved at komme på arbejde’, men vil ikke svare på
hvilke. De eneste ansatte Bananskolen har jævnlig kontakt med er i sagens natur cafépersonalet,
eftersom hverken ledelsen eller det kuratoriske personale viser interesse for vores arbejde, men
hvis vi kan skabe utryghed helt op på de ledelses- og kuratorgange, som vi helt og holdent
ignoreres af, er det virkelig et mysterium. Er der derimod tale om cafépersonale, der føler sig
utrygge eller tromlede af udstillingens aktiviteter, er det selvfølgelig noget vi vil tage højde for
og rette ind efter - ingen skal føle sig dårligt tilpas i Bananskolens rammer.
Konsekvensen af alt dette bliver dog desværre, at Bananskolen må gå i strejke - fem uger før tid.
Vi kan naturligvis ikke udføre vores aktiviteter i et rum, hvor folk er utrygge - slet ikke, når vi
ikke må få at vide, hvem denne utryghed opleves af. Inden Bananskolen forsvinder helt er det
dog magtpåliggende for os at understrege, at vi aldrig tidligere har oplevet samme niveau af
respektløs behandling fra en institutions side. Vi har fundet os i rigtig meget mistænkeliggørelse
og rigtig mange beskyldninger - fra kaffetyveri til kunsttyveri - men at institutionens og ledelsens
komplette mangel på respekt og interesse for vores arbejde nu vendes til, at det er os, der er
utryghedsskabende og chikanerende, ja, det er virkelig dråben.
Da Dina stilles i udsigt, at Bananskolen muligvis lukker (fem uger før tid!), bliver hendes e-mail-
tone straks samarbejdsvillig, vi bliver omgående tilbudt assistance til at pille udstillingen ned -
en assistance vi næppe behøver at gentage, at vi ikke fik til at installere udstillingen. Dinas
entusiasme for at få Bananskolen ud af huset uden bare et tilnærmelsesvist forsøg på at løse
konflikten, er den tydeligste understregning af hendes grundlæggende uvilje mod os - det er i sig
selv sårende og personligt fornærmende, men det er frem for alt et ledelsesmæssigt svigt af
dimensioner. Efter et næsten ubegribeligt niveau af ignorance fra en leder til sit eget
udstillingsprogram gennem udstillingens første tre måneder, sender selvsamme leder en
ubehagelig og anklagende mail, der (in)direkte presser os ud af Den Frie. Vi har aldrig oplevet -
og kan faktisk ikke forestille os - en kunstnerisk leder, der svigter alle dele af sit ansvar mere end
Dina Vester Feilberg. Så meget som vi ønsker kommende kunstnere og udstillinger på Den Frie
held og lykke, håber vi, at dette forløb får konsekvenser - frem for alt på et personligt plan, så
Dina fremover i sin kunstkarriere bliver lidt bedre til at praktisere den grundlæggende livslærings
det er at alle - *kunstnere* og mennesker alike - skal behandles med respekt, ligegyldig om de
hedder Ryan Trecartin eller Isa Genzken eller Rosemarie Trockel eller et-navn-du-aldrig-
kommer-til-at-huske-fordi-det-bare-er-en-ung-ikke-akademi-uddannet-person-du-ikke-kender-
fra-e-flux.
Bananskolen er selvfølgelig kede af, at det, der startede som en dejlig invitation og et spændende
projekt, skal slutte sådan her, men efter denne skitsering af forløbet (der i øvrigt udelader
adskillige små, passivaggressive, mistroiske bemærkninger og mere grundige beskrivelser af den
daglige ligegyldighed vores udstilling og program er blevet mødt med fra institutionens side),
håber vi ikke der er nogen tvivl om, hvorfor vi har valgt at træffe beslutningen. Og at det i
allerhøjeste grad er Den Frie, i særdeleshed Dina Vester Feilberg, og ikke Bananskolen, der er
ansvarlig for at situationen er eskaleret på den måde, den er.
Tak for nogle dejlige måneder til alle de virkelig dygtige og venlige og generøse mennesker, der
har bidraget til og deltaget i Bananskolen.
Tak til Peter og Søren.
Vi går i strejke, men stiller til sidst spørgsmålet: hvorfor overhoved invitere os in the first place?
Hilsen Bananskolen